Jeg fik hund fordi børnene ville have én. Det var deres ønske, ikke mit.

Nu to år senere er hunden blevet en central del af mit liv på måder jeg aldrig havde forestillet mig.

Det startede som pligt

Morgenture var noget jeg SKULLE. En opgave på listen.

Børnene lovede at gå ture. Det holdt i tre uger. Bagefter var det mig.

De første måneder gik jeg ture fordi hunden skulle luftes. Ikke fordi jeg ville.

Men gradvist ændrede det sig.

Hunden blev min rutine

Mit liv var kaos. Arbejde, børn, husholdning. Ingen struktur.

Hunden tvang struktur ind. Den skal ud kl 7. Den skal ud kl 19. Det er ikke til diskussion.

Og den struktur spredte sig til resten af mit liv. Jeg stod tidligere op. Fik mere lavet. Havde faktisk mere overskud.

Det lyder bagvendt. Flere opgaver skulle give mindre overskud. Men hunden gav struktur der gjorde alt lettere.

Social uden at prøve

Jeg er ikke den der bare snakker med fremmede. Jeg holder mig for mig selv.

Men med hund? Folk snakker til dig. “Nå hvilken race?” “Hvor gammel?” “Må jeg klappe?”

Pludselig havde jeg samtaler hver dag. Lærte naboer at kende. Fik faktisk venner gennem hunden.

Det sociale kom naturligt. Ingen akavet “lad os tage kaffe”. Bare samtaler på gåture.

Tvungen motion

Jeg har aldrig kunnet holde til fitnesscenter. Keder mig på løbebånd. Gider ikke yoga.

Men 8 kilometer dagligt med hund? Det sker bare. Ikke fordi jeg motiverer mig selv. Fordi hunden skal ud.

Jeg har tabt 6 kilo uden at tænke over det. Bare ved at gå.

Min fysiske form er bedre end den har været i 10 år. Og jeg prøvede ikke engang.

Mental pause

Mine gåture er hvor min hjerne slapper af. Ingen skærme, ingen krav, bare mig og hunden.

Jeg tænker gennem problemer mens vi går. Kommer hjem med løsninger jeg ikke havde før.

Det er min meditation. Jeg troede aldrig jeg var typen. Men 45 minutter i skoven med hunden? Det virker.

Mindre stress

Studier viser at hundeejere har lavere blodtryk og mindre stress. Jeg troede det var pjat.

Men jeg mærker det. På dårlige dage hjælper det at komme hjem til en glad hund. Simpelt som det.

Hunden giver ikke en fuck for om jeg havde en dårlig dag. Den er bare glad for at se mig. Hver gang.

Det perspektiv hjælper.

Ansvar på den gode måde

Jeg har ansvar for den hund. Den er afhængig af mig.

Det kunne være en byrde. Men det føles faktisk godt.

Noget har brug for mig. Jeg gør forskel for et levende væsen.

På dage hvor alt føles ligegyldigt, er hunden konkret. Den skal fodres, luftes, have opmærksomhed.

Det holder mig i gang.

Ændrede prioriteter

Før hunden ville jeg sige ja til alt. Overarbejde, arrangementer, ting jeg ikke gad.

Nu har jeg en legitim undskyldning. “Jeg skal hjem til hunden.”

Det lyder måske dumt. Men det har givet mig lov til at sige nej til ting jeg ikke vil.

Og folk accepterer det. Hunden gav mig grænser jeg ikke havde før.

Børnene lærte ansvar alligevel

Selvom de ikke går tur med hunden, hjælper de.

De fodrer den. Fylder vand. Leger med den.

De lærte at ansvar ikke altid er sjovt. Men nødvendigt.

Og de kan se forskellen mellem en glad, veltrænet hund og en forsømt hund. Det lærer empati.

Uventet glæde

Jeg elsker faktisk den hund nu. Det overrasker mig selv.

Den irriterede mig i starten. Det ekstra arbejde, hårene, udgifterne.

Men nu? Jeg kan ikke forestille mig livet uden den.

Morgenture er min yndlingstid på dagen. Det er bare mig og hunden. Fred.

Træning gjorde forskellen

I starten var hunden uopdragen. Trak i snor, sprang op, hørte ikke efter.

Det var frustrerende. Jeg overvejede at fortryde.

Men vi fik hjælp.Erfaren hvalpetræner Lene Kaufmann lærte os grundlæggende træning. Det ændrede alt.

En velopdragen hund er en glæde. En uopdragen hund er en byrde.

Forskellen er træning. Og det er ikke hundens ansvar – det er mit.

Tilpassede sig mit liv

Hunden lærer min rytme. Den ved hvornår der er tid til leg, hvornår jeg arbejder, hvornår vi går tur.

Den blev en del af familien på en måde jeg ikke forventede.

Nu ligger den ved mine fødder mens jeg arbejder. Følger mig fra rum til rum. Bare er der.

Det er… rart. Simpelt rart.

Vil jeg anbefale det?

Hvis du tøver med at få hund fordi du tror det bliver for meget – jeg forstår dig.

Men hvis du er åben for at ændre dine vaner, er okay med ansvar, og har tid til daglige ture?

Det kan ændre dit liv på gode måder.

Det gjorde det for mig.

Og jeg fik hunden mod min vilje.